Gå til hovedindhold
Tilbage

Urininkontinens hos mænd
– et almindeligt problem, som kan behandles

Mænds sundhed - Gå til lægen i god tid

Urininkontinens forekommer hos mænd i alle aldre

Mange mænd oplever på et tidspunkt problemer med at holde på vandet. Det kaldes urininkontinens. Selvom det kan være både generende og pinligt, er det vigtigt at vide, at man ikke er alene, og at der ofte findes gode muligheder for hjælp og behandling.Urininkontinens forekommer hos mænd i alle aldre, men bliver betydeligt hyppigere med stigende alder.Urininkontinens betyder, at man har svært ved at holde på urinen. Mange mænd oplever problemet på et tidspunkt i livet, men alligevel er det noget, som mange tøver med at tale om. Inkontinens kan dog ofte behandles eller afhjælpes, og derfor er det vigtigt at søge hjælp.

Symptomer:

Symptomerne kan være:
  • små urinlækager
  • pludselig og stærk trang til at lade vandet
  • hyppige toiletbesøg eller efterdryp efter vandladning


Årsager:

Nogle oplever kun lette gener, mens andre får problemer i hverdagen. Der kan være flere årsager til inkontinens hos mænd. En af de mest almindelige er en forstørret prostata, men problemet kan også skyldes operationer i underlivet, sygdomme som diabetes eller neurologiske lidelser samt aldersrelaterede forandringer i blæren og bækkenbunden.


Gå til lægen i god tid:

Det er en god idé at gå til lægen i god tid, hvis man oplever vedvarende problemer med vandladningen. Inkontinens kan i nogle tilfælde være tegn på en sygdom, som bør undersøges, og jo tidligere årsagen findes, desto bedre er mulighederne for behandling.

Behandling:

Behandlingen afhænger af årsagen. Nogle kan have gavn af bækkenbundstræning eller blæretræning, mens andre kan få hjælp af medicin. Der findes også forskellige hjælpemidler som absorberende indlæg og beskyttelsesprodukter. Desuden markedsføres visse kosttilskud til mænd med vandladningsproblemer, men effekten varierer, og en lægelig vurdering bør gå forud for anvendelse, således at ondartet sygdom ikke overses.


Det kan du selv gøre:

Som egenomsorg kan det hjælpe at holde en sund vægt, være fysisk aktiv, begrænse kaffe og alkohol, hvis det forværrer symptomerne, samt træne bækkenbundsmusklerne regelmæssigt.


Kort sagt:

Urininkontinens hos mænd er almindeligt og behøver ikke blot at accepteres som en del af det at blive ældre. Med den rette hjælp kan mange opnå en markant forbedring af deres symptomer og livskvalitet.

Kom ind på apoteket og få vejledning i brug at indlæg beregnet til mænd, idet produkterne har varierende sugeevne og størrelse, gode produkter til at pleje den belastede hud i intimområdet, både vask og barrierecremer. Der er velegnede produkter fra Tena, Vivag eller Apotekets intimserie.