Tilbage
Du handler her: Oksbøl Apotek - Skift apotek
Dine recepter
0
Din kurv
Din kurv er tom.

GODE SOLRÅD

Sommeren er over os, og det betyder for nogen masser af sol, varme og lange dage med badning ved stranden. For at beskytte mod solens skadelige stråler, er det vigtigt at du smører både dig selv og dine børn ind i solcreme, inden du tager ud af døren. Det drejer sig om en stor håndfuld til hele kroppen, og man bør påføre igen, når man har været ude at bade.

Vi danskere er glade for solen, hvilket måske skyldes, at vi ikke ser den så tit. Alligevel skal vi passe på med at nyde den alt for meget, især på bestemte tidspunkter af dagen. Når solens stråler rammer dig, bliver du udsat for ultraviolet stråling (UV-stråling), både UVA og UVB-stråler. Strålerne skader din hud, hvilket her og nu giver sig til udtryk ved en solforbrænding. Der er dog også konsekvenser af solbadning på længere sigt. Det ælder din hud hurtigere, end hvis du ikke var udsat for UV-stråling og vigtigst af alt, øger det din risiko for at få hudcancer. Der er altså god grund til at beskytte sig mod disse stråler, både af kosmetiske årsager, men især af helbredsmæssige årsager.
UV-INDEKS OG TIDSPUNKTER DU SKAL UNDGÅ SOLEN
Selv på en overskyet dag er der en risiko for at få for meget UV-stråling. UV-strålingen afhænger af, hvilken tid af året vi befinder os på, samt hvor overskyet der er på det givne tidspunkt. UV-indekset er et mål for intensiteten af UV-strålingen, og giver et godt praj om, hvornår du bør gå med solcreme. På en typisk vinterdag er UV-indekset på omkring 1, mens det på en sommerdag kan blive højst 7. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man ved UV-indeks over 3 bruger solbeskyttelse og undgår at opholde sig i solen mellem 12-15, hvor UV-indekset er højest.
SOLCREME: HVILKEN FAKTOR OG HVOR MEGET?

Solcremer findes med forskellig solfaktor. Solfaktoren er et udtryk for, hvor mange gange længere man kan opholde sig i solen med solcremen på, ift. hvis man var ubeskyttet, uden at blive forbrændt. I den danske sol anbefales det at bruge en faktor 15, mens du på ferie til varmere lande bør bruge faktor 30 eller 50. Når solcremen skal påføres, er det vigtigste, at man bruger den korrrekte mængde, der som tommelfingerregel er en toppet håndfuld til hele kroppen. Bruger du mindre, formindskes solfaktoren og dermed din beskyttelse i solen. Ligeledes formindskes faktoren efter badning, så derfor skal man smøre sig ind i solcreme igen efter en svømmetur.

SÅDAN VÆLGER DU SOLCREME

Der findes mange forskellige solcremer på markedet, og det kan være svært at navigere rundt i, hvilken en man skal vælge. På apoteket anbefaler vi altid solcreme uden parfume og allergifremkaldende konserveringsmidler til børn. Gå her efter solcremer med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark.

Grundet solfiltres fedtopløselighed kan nogle solcremer føles for fedtende at bruge i ansigtet. Gå her efter solcremer, der er udviklet specifikt til ansigtet og er oliefrie og/eller matterende.

Solcreme til kroppen findes i forskellige konsistenser og applikationsmåder. Her er der tale om en smagssag. Hvis du er i tvivl, kan du komme ind på dit lokale apotek og får vejledning i, hvilken der passer dig bedst.

LÆS OGSÅ:

Læs mere om solbeskyttelse her: 10 gode råd om solcreme fra Kræftens Bekæmpelse

Er uheldet allerede ude? En aftersun kan lindre og hjælpe med ophelingen af solskadet hud

Skal du ud at rejse med receptpligtig medicin? Læs mere om pillepas

"Når solcremen skal påføres, er det vigtigste, at man bruger den korrrekte mængde, der som tommelfingerregel er en toppet håndfuld til hele kroppen"

VI ANBEFALER